Cecilie Beck fylder 50: Sådan fejrer hun dagen
Fredag den 2. oktober kan Cecilie Beck fejre sin 50-års fødselsdag. Hun havde set frem til at holde en stor fest, men på grund af coronakrisen har hun ændret lidt i planerne.
- Jeg har lejet et større sted ned til Karrebæksminde Fjord i maj næste år, hvor jeg holder en stor fest. Så på selve dagen bliver det med min nærmeste familie hjemme hos mig, og vi bliver kun 15 mennesker, fortæller nyhedsværten til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Jeg tænkte allerede for flere måneder siden, at det nok ikke blev muligt at holde en stor fest, så jeg valgte at skubbe den til foråret.
Har hyret en kok
Cecilie Beck har det fint med, at den store fest må vente, og hun glæder sig til den lille sammenkomst hjemme i lejligheden.
- Nu kan jeg gøre så meget ud af det som muligt på min fødselsdag, og jeg har hyret en kok, der kommer og laver mad. Vi skal også have en masse kaviar, for det er mit eneste ønske, nu hvor jeg ikke må holde stor fest, lyder det med et smil fra Cecilie Beck.
Hun styrtede tidligere på ugen på sin cykel, og derfor passer det hende særdeles godt, at der kommer en kok og sørger for maden.
- Det er højre arm, jeg har forstuvet, så jeg kan slet ikke røre i en gryde, konstaterer TV 2-værten.
Må undvære den ene datter
Cecilie Beck havde håbet, at hun kunne fejre den runde dag med begge sine døtre, Frida, 23, og Astrid, 18, men desværre kan den ældste ikke komme.
- Frida går på filmhøjskolen i Ebeltoft, og af hensyn til corona vil de helst ikke have, at man tager hjem. Så hende får jeg ikke at se, før det bliver efterårsferie, fortæller fødselaren og tilføjer:
- Hun er ked af, at hun ikke kan være der på min fødselsdag, men jeg er nok mere ked af det, end hun er. Men så laver vi noget sammen en anden dag.