Cecilie Beck: Mine drømme går igen
Det handler om at holde hovedet koldt, når man som 41-årige Cecilie Beck indtager rollen som nyhedsvært på TV 2 i bedste sendetid.
Hun beskriver da også sig selv som en rationel person, da Alive.dk interviewer hende om holdningen til det spirituelle og alternative.
Af samme grund er hun hverken døbt, konfirmeret eller gift i en kirke og tror ikke på liv efter døden. Men hun oplever dog natlige drømme, som kan være med til at fortælle hende noget.
Tror du på noget?
Nej. Hvorfor skulle jeg? Der er aldrig noget, som har overbevist mig.
Tror du på gud?
Nej, jeg er ateist. Jeg tror i stedet på mennesker. Jeg er hverken døbt, konfirmeret eller gift i en kirke, og mine børn er heller ikke døbt. Jeg går da i kirke ved bryllupper og ser det mest som et kulturelt fænomen, og en del af menneskets behov for ritualer. Den kristne kirke har samtidig et værdisæt, som jeg nemt kan tilslutte mig.
Er der mere mellem himmel og jord?
Der er selvfølgelig mere mellem himmel og jord, end vi tror. Det ville også være kedeligt andet. Men jeg tror ikke, at det er noget religiøst eller overnaturligt. Jeg tror måske, at vi har måder at kommunikere på, som ikke er blotlagte - for eksempel en sjette sans. Der er nogen, der tror, at de synske, fordi de har forudset noget. Der tror jeg mere, at det er nogle underbevidste informationer, som vi ikke er klar over, at vi havde.
Hvad sker der, når vi dør?
Så er det slut, og det vil jeg også helst have. Jeg vil slet ikke kunne holde tanken ud om at blive genfødt. Jeg er helt klart rationalist.
Har du en drøm, der går igen?
Jeg har masser af drømmer, der går igen. Jeg har en drøm, der går igen hver sjette-syvende år om, at mine tænder sidder løst eller falder ud. Det er en frygtelig drøm. Den handler jo nok om noget, som foregår i min underbevidsthed om forandringer, som jeg ikke er bevidst om. Jeg drømmer også nogle gange, at jeg kun kan se i kikkertsyn, og det fortæller jo nok om manglende overblik eller noget, som jeg rent psykologisk ikke har lyst til at se.
Har du oplevet noget alternativt?
Jeg har en gang været hos en homøopat, fordi jeg har en stofskiftesygdom. Jeg kom ud med en lang liste over ting, som jeg ikke måtte spise og en anden over helsekost for næsten 3000 kroner, som jeg skulle købe, så det droppede jeg. Jeg var taget derhen, fordi man vel altid håber på et mirakel, når man har sådan en sygdom. Men det var i sidste ende den traditionelle lægevidenskab, der løste mit problem ved, at jeg i dag skal spise en pille om dagen mod sygdommen.