Tirsdag, 4. oktober 2011 - af af Liz Rørsig

Cecilie Beck og døtrene i Afrika

Cecilie Beck

Cecilie Beck med døtrene Astrid, 14, og Frida, 10, i 25 grader uden for børnebyen Cibitoke i Burundi.

Foto: Ditte Koefoed
TV-værten Cecilie Beck ville med egne øjne se, hvordan forældreløse børn lever.

Cecilie Beck er nyudnævnt ambassadør for SOS Børnebyerne og besøgte i forbindelse med ECCO Walkathon for nylig børnebyen Cibitoke i Burundi i Østafrika. Med sig som rejsekammerater havde hun sine to døtre Astrid, 14, og Frida på 10 år. Familien var af sted i fem dage, og besøget gav både glædelige, gribende og hjerteskærende oplevelser.

- Jeg tog af sted for at skabe opmærksomhed for SOS Børnebyernes fantastiske projekter i landet. Jeg tænkte meget over, om børnene skulle med, men jeg synes, at det er væsentligt, at de kunne opleve alt det, de ellers har hørt om som abstraktion - altså, hvor privilegeret man er ved at være født i Danmark, mens mange har det værre i andre lande. Samtidig ville jeg gerne vise mine børn, at organisationen også hjælper på en måde, der nytter noget, fortæller Cecilie, der er meget begejstret for Afrika.

Vil du have BILLED-BLADET hjem til dig?
Klik her og læs hvordan

- Som 19-årig boede jeg i Congo i tre måneder. Min stedfar underviste på en skole dernede, hvor jeg også hjalp til med undervisningen af nogle børn, ligesom jeg rejste lidt rundt. Jeg elsker den røde jord, lugten og stemningen. Alt det var mine piger også betagede af. Lige da de ankom, var det fantastisk for dem at se, hvordan man lever livet anderledes. Når de indfødte skal transportere ting og sager, foregår det på en cykel eller på hovedet. Ting, som vi ville køre på et lastvognslad, kører de rundt med på bagagebæreren, hvor de sagtens kan have syv kasser med flasker. Det var pigerne fascinerede af, siger Cecilie.

- I børnebyen mødte vi nogle af de forældreløse børn og hørte om deres skæbner. Det var barskt at høre, hvordan de havde mistet forældrene og rørende at se, hvor nemt pigerne kom i kontakt med børnene, selv om de ikke havde noget fælles sprog. De havde alle sammen taget deres allerflotteste tøj på, da der nu var fint besøg, og de var helt vilde for at holde i hånd, ja de nærmest sloges om det. Vi legede med balloner, spillede spil og spiste frokost med børnene. Bagefter gik vi en lille walkaton for at vise dem, hvordan vi havde samlet penge ind, fortæller Cecilie.

 

Læs mere om:

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden