11. dec. 2010
Af af Henrik Salling

Cecilie Beck om brylluppet: Børnene pressede os

Cecilie Beck og Rasmus Tantholdt
Cecilie Beck og Rasmus Tantholdt
Foto: Lars H. Laursen
Cecilie Beck og Rasmus Tantholdt sagde ja til hinanden på en eksotisk strand i Thailand.

TV 2-journalisterne Cecilie Beck og Rasmus Tantholdt har giftet sig. Scenen blev spontant sat, da parret for nylig var på ferie i Thailand, nærmere betegnet Railay Bech ved byen Krabi, og den 29. november gav de hinanden deres ja.

- Intet var planlagt hjemmefra, men i løbet af to dage blev det hele arrangeret, fortæller en lykkelig Cecilie, hvis mand ikke engang nåede at komme ned på knæ. Og havde han gjort det, havde han sandsynligvis fået strandsand på knæene.

- Vi blev viet i bare tæer midt på stranden og med masser af blomster, siger den nygifte Cecilie om sit romantiske bryllup.

Begge parter har været gift før, Rasmus med TV-værten Caroline Boserup, og Cecilie med økonomen Carsten Lassen, med hvem hun har døtrene Frida og Astrid. Rasmus har sønnen Emil med Caroline Boserup.

Børnene pressede på
Og lige nøjagtig børnene kom til at spille en afgørende rolle for giftermålet.

- Faktisk var det børnene, der pressede på og blev ved med at spørge, om vi ikke snart skulle giftes. Og så gjorde vi det, fortæller Cecilie, som siden i sommer har delt morgenavis med korrespondenten, som rejser verden rundt i TV 2's tjeneste.

Ægteskabet er dog ikke 100 % anerkendt i Danmark, så parret må lige en tur omkring rådhuset, inden de rent juridisk kan kalde sig mand og kone.

Læs mere om: