19. nov. 2011
Af af Liz Rørsig

Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim sammen igen

Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim
Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
I aften er TV-makkerparret Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim på ny sammen som værtspar, når de skal styre slagets gang i "Charlies Hjertegalla"

Det er fem et halvt år siden, at de var kolleger i TV 2's "Go'morgen Danmark", men i forarbejdet til det nye TV-show har det blot taget et splitsekund, før de straks faldt i det spor, som de kender så godt.

- Fundamentet, som vi skabte i de 10 år, vi var makkere, forsvinder aldrig. Det giver den samme følelse af velvære, når man stikker foden ned i en gammel sutsko, der bare passer, smiler Cecilie, da de to værter mødes en eftermiddag, før showet går løs.

- Michaels vaner er de samme, for sådan er han. Han kan ikke finde kuglepennen, papirerne, tasken, skoen eller pungen. Når det hele er fundet, er kuglepennen væk igen. Samtidig med at han er så glemsom, har han sørget for at udvikle en så charmerende personlighed, at han kan få alle til at hoppe og springe, mens vi griner ad, hvor fjollet det er med ham. Det er ret godt gået, siger Cecilie og kigger skælmsk på Michael, som fortsætter:

- Grunden til, at vi falder så let ind i tingene sammen igen, er også, at vi stadig ses som venner. Vi mødes tit til frokoster og har været i hinandens hjem. Vi har begge været i arbejdsmæssige overvejelser, hvor vi har kunnet bruge hinanden. Michael, der også er vært i "Spørg Charlie", sagde allerede for et års tid siden ja til at blive vært på showet og havde i den grad Cecilie som sit førstevalg til en medvært.

Hun var ikke svær at overtale til det første show af slagsen på TV 2 Charlie, hvor de indsamlede penge går til Hjerteforeningens arbejde med forskning og uddannelse af andre til at yde førstehjælp ved hjertestop.

- Jeg har selv oplevet nogen falde om på gaden af hjertestop. Da jeg blev mor første gang, tog jeg et førstehjælpskursus, fordi jeg tænkte, at det var uansvarligt at have et barn uden at kunne yde førstehjælp. Dengang tog jeg kurset på en weekend, men jeg har netop erfaret, at et halv- times kursus er nok til, at man er klædt på til at redde liv, forklarer Cecilie.

- Jeg har netop taget et førstehjælpskursus i forbindelse med Hjerteforeningens kampagne, og det er nemt at finde ud af, fortæller Michael. Han blev for to år siden bedt om at holde foredrag om sin egen sundhed for Hjerteforeningen og gennemgik i den forbindelse en helbredstest.

Læs mere om: