9. sep. 2014
Af Preben Petersen

Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen til kamp mod kræft

Mikkel Beha Erichsen og Cecilie Frøkjær
Mikkel Beha Erichsen og Cecilie Frøkjær
Foto: Michael Langhof/TV 2
Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen bliver frontfigurer under Knæk Cancer 2014, der allerede nu ser ud til at blive den helt store folkesag.

Knæk Cancer gennemføres i år for tredje gang, og år bliver TV-værterne Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen de to ambassadører og synlige frontfigurer i arbejdet med oplysning om kræftsygdom samt indsamling mod kræft.

Mikkel Beha Erichsen var både i 2012 og 2013 involveret i Knæk Cancer som vært i ’Go’ morgen Danmark’ og for indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’ - og i 2013 også som ambassadør. Han glæder sig over det stigende engagement hos danskerne.

- Hver tredje dansker får kræft, og de andre er pårørende. Alle danskere kommer i berøring med kræft på et eller andet tidspunkt, og det er utroligt dejligt at opleve, at Knæk Cancer-initiativet har engageret danskerne og har udviklet sig til en folkesag, siger Mikkel Beha Erichsen.

Flere positive historier om at overleve kræft

Cecilie Frøkjær er involveret i Knæk Cancer-ugen som ambassadør og som vært for både ’Knæk Cancer Live’-showet lørdag 25. oktober og for en række særlige udgaver af ’Go’ aften Danmark’ i uge 43.

- Kræft griber voldsomt ind i menneskers liv og skaber angst og frygt, men kræft er heldigvis ikke en dødsdom, og der er masser af positive historier om at overleve kræft. Jo flere penge vi samler ind, jo flere kan hjælpes og helbredes via forskning og behandling – og jo flere af de positive historier om at overleve kræft kan vi fortælle. Der er grund til at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe på dette område, siger Cecilie Frøkjær.

I Knæk Cancer-ugen er der oplysning om kræft i flere dokumentarprogrammer på TV 2, i TV 2-regionernes populære nyhedsudsendelser, i ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ – sidstnævnte sætter også indsamlingsinitiativer i gang. Fuldt fokus på indsamling er der i ’Hvem vil være millionær?’, ’Vild med dans knækker cancer’ og indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’.

Læs mere om: