Cecilie Frøkjærs skønne ferie: I Berlin med børnene
Her var hun gæstepaneldeltager, og gensynet med værten Michael Meyerheim, som hun har dannet par med i TV 2's "Go' morgen Danmark", var meget glædeligt.
- Jeg elsker Michael, og jeg synes, det er så hyggeligt at være med i hans program, fortæller Cecilie i en pause.
En anden grund til det søde smil hos den populære "Go' aften Danmark"-vært er også, at hun netop har nydt fire ugers dejlig sommerferie. Den har budt på en tur til Berlin sammen med børnene, Sara, syv, og Mikkel, ti, idet familien har en tradition for at besøge Europas storbyer. Rom, Paris og London har de allerede set.
- Der var skønt i Berlin. Vi havde solskin og 28 grader hver dag. Det største hit var et fantastisk friluftsbad med vandrutsjebane, som børnene var vilde med. Vi ville også have været i zoologisk have, men det nåede vi ikke. Vi fik til gengæld sejlet på floden Spree og desuden set, hvor Muren har været. Der skal være et kulturelt indslag på rejserne, har jeg sagt til børnene, og de var meget interesserede i historierne om, hvordan indbyggerne tidligere forsøgte at komme fra øst til vest. Ellers gik vi bare rundt og kiggede på byen.
- Resten af ferien foregik rundt omkring i Danmark, hvor det rent vejrmæssigt har været en blandet fornøjelse, fortæller Cecilie, der dog ser dejligt solbrændt ud.
- Ja, jeg er fuld af energi, og hvis jeg ser lidt brun ud, skyldes det, at jeg lige har skyndt mig ud i solskinnet i et par dage i sidste uge, hvor vejret var godt.