Cecilie Hother om TV-kiks: Jeg kunne næsten ikke få luft
Cecilie Hother har været på TV i mange sammenhænge – vi kender hende fra vejrudsigter, ”Vild med dans” og nu også som vært på TV 2 Fri.
I Ekstra Bladets ugentlige TV-enqete er det i dag Cecilie Hother, der svarer på spørgsmålene, og adspurgt om, hvorvidt hun har haft en optræden på TV, der er gået galt, svarer hun:
- Nu har jeg hovedsageligt lavet live-TV, så det kan ikke tælles på hænder og fødder tilsammen, hvor meget der er gået galt – eller ikke er gået, som det skulle. Der er selvfølgelig klassikeren – dengang jeg i ”Frihuset” skulle interviewe en slagter, der havde en pølsemaskine med af mærket ”Dick”, og vi skulle lave hjemmelavede pølser. Det hele fik så lumre undertoner, at jeg fuldstændig knækkede sammen af grin. Jeg kunne næsten ikke få luft, og det var live. Jeg tror, det er det sværeste og sjoveste interview, jeg har lavet, fortæller Cecilie Hother til avisen.