27. feb. 2024
Af Catja Klarskov

Christian blev afvist af sin far i De forsvundne fædre: Sådan går det ham i dag

Kristian Bech og Christian fra "De forsvundne fædre". 
Kristian Bech og Christian fra "De forsvundne fædre".
Foto: Bermuda Production/TV 2
Christian blev afvist af sin far i tv-programmet ”De forsvundne fædre”, men efter kameraerne slukkede har far og søn haft sporadisk kontakt.

Det krævede en solid portion mod, da Christian Engholm Andersen for to år siden tog kontakt til tv-vært Kristian Bech og produktionen bag TV 2-programmet ”De forsvundne fædre” for første gang.

Christian ønskede nemlig tv-produktionens hjælp til at opspore sin biologiske far.

Selv om sporene var få, så lykkedes det alligevel Kristian Bech at finde frem til Christians biologiske far, en tidligere belgisk fisker ved navn Alain.

Desværre endte historien dog langt fra så rosenrødt, som man kunne have håbet på.

I programmet må tv-vært Kristian Bech nemlig overbringe Christian den nedslående besked, at hans biologiske far hverken ønskede at medvirke i programmet, mødes med Christian eller at afgive en DNA-test for med sikkerhed at fastslå faderskabet.

Alligevel er Christian ikke typen, der giver op så let, og få måneder senere satte han sig bag rattet i sin bil, og sammen med kæresten Anja kørte han mod Belgien for på egen hånd at opsøge sin far.

Et mod der skulle vise sig at være godt givet ud.

Christian fik nemlig både kigget sin biologiske far i øjnene og givet ham et kram, og selv om Alain fortsat ikke ønsker den store kontakt til sin søn, så har de efterfølgende skrevet sammen sporadisk.

– Han skrev både god jul og godt nytår sidste år. Han sendte også et billede af sit juletræ, så der er ikke helt lukket. Jeg har også skrevet til ham, at programmet bliver sendt nu, og at jeg håber, han har lyst til at se det, fortæller Christian til BILLED-BLADET.

Christian har – foruden et kendskab til sit biologiske ophav – også fået kontakt til intet mindre end fire halvsøskende, og selv om det ikke er dem alle, der har taget imod ham med åbne arme, så er han især glad for den relation, han er i gang med at opbygge til sin ældste halvlillebror.

– Anja og jeg besøgte ham, hans kæreste og deres to børn, da vi var i Belgien. Vi blev inviteret på champagne og sushi. De var superflinke og tog godt imod mig. Jeg har også inviteret dem herop til Danmark. Det er uden tvivl ham, jeg har den tætteste relation til i dag, forklarer Christian.

Selv om det hårde arbejde ikke har betydet, at Christian i dag har fået en far i sit liv, så fortryder han bestemt ikke, at han tog springet.

– Lige inden jul der sad jeg med en følelse af, at det var lidt spildt det hele. Jeg var bange for, om jeg mon havde ødelagt mine søskendes forhold til vores far. Men da min far skrev god jul og godt nytår, og min nye bror sendte et julekort med posten, der vidste jeg, at det var det hele værd. Så føler man sig alligevel lidt velkommen, slår Christians fast.

Det var to af Christians i alt fire halvsøskende, der efter lidt betænkningstid indvilgede i at tage en DNA-test, der med sikkerhed slog fast, at belgiske Alain er Christians biologiske far.

Læs mere om: