Christian Degn bliver vært på populært boligprogram
Først var det Peter Ingemann, så var det Puk Elgård og senest Emil Thorup, men nu er der fundet en helt ny vært til næste sæson af ”Nybyggerne” på TV 2. Det bliver Christian Degn, som er vært på "Hvem vil være millionær".
- Jeg glæder mig helt vildt! Jeg har set boliger i så mange lande i verden, og jo mere jeg rejser, jo mere tydeligt bliver det for mig, hvor seje vi er til at lave hjem med både design, stil og hygge i Danmark, siger Christian Degn til TV 2 og fortsætter:
- I ”'Nybyggerne” er vi så heldige, at vi får tilmeldinger fra rigtig mange overseje par. Hvert eneste år bliver jeg så imponeret over deltagernes kreativitet og idéer. Så jeg føler mig meget privilegeret over at få lov at følge dem i hele processen.
Optagelser i Silkeborg
Fire nye par er klar til at smøge ærmerne op og sætte hvert deres hus i stand fra bunden. Boligerne ligger denne gang i Silkeborg.
De to dommere, der skal bedømme parrenes håndværk, bliver Mette Helena Rasmussen og Ask Abildgaard.
Optagelserne til endnu en omgang ”Nybyggerne” går snart i gang, og programmet får efter planen premiere på TV 2 i efteråret 2020.