Christian Degn måtte fælde en tåre: Nu begynder et nyt eventyr
Det var med en tåre i øjenkrogen, at Christian Degn sagde farvel til sin elskede lejlighed på Vesterbro i København, hvor han har boet de sidste 18 år.
Det skriver TV 2-værten i et opslag på Instagram, hvor han fortæller, at han sammen med kæresten Trine og sønnen Vagn nu for alvor har rykket teltpælene op og er flyttet til Randers.
Christian Degn afslørede tidligere på året, at han og Trine havde taget den store beslutning, at lille Vagn ikke skulle vokse op i hovedstaden, men i det område, hvor de begge er vokset op, og hvor det samtidig er billigere at bo.
I opslaget på Instagram har Christian Degn delt et billede, hvor han står sammen med Trine og deres søn. Billedet, som kan ses her, er taget på Vesterbro.
Tilbage til Jylland
Den 43-årige tv-vært skriver, at han er taknemmelig for et af de bedste kapitler i sit liv, og at han nu ser frem mod nye eventyr med sin lille familie i Randers.
- Det er jo lige før, at jeg er mere københavner end jyde! Det er sidste chance, hvis jeg skal tilbage til Jylland, sagde Christian Degn for nyligt til BILLED-BLADET.
Parret drømmer om at købe et hus, som skal sættes lidt i stand, men noget af det vigtigste er, at de er kommet tættere på familien.
I BILLED-BLADET nr. 8, der var på gaden torsdag d. 23. februar, kan du læse et stort interview med Christian Degn og Trine og se billeder af lille Vagn.