Christian Degns kæreste troede det var løgn: Måtte løbe ned i Netto
Christian Degns kæreste, Trine Johst Vammen, kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun pludselig stod med en positiv graviditetstest i hånden.
Det var i september 2021 – få dage efter, at hun og tv-værten havde fået et nedslående svar fra lægen om, at de måske ikke ville kunne blive gravide på naturlig vis.
- Jeg vågnede tidligt og tog testen, inden jeg skulle på arbejde. Jeg tænkte, at der måtte være noget galt, for det kunne jo ikke passe, siger Trine til BILLED-BLADET.
Mod alle odds
32-årige Trine troede, at det var for godt til at være sandt og besluttede sig for at tage endnu en test.
- Jeg skyndte mig at løbe ned i Netto og flåede en graviditetstest ned fra hylden! Ekspedienten kiggede lidt mærkeligt på mig, lyder det med et grin fra Trine, som fortsætter:
- Jeg gik hjem og tog en test mere, og så stod jeg med to, der var positive!
Christian Degns kæreste var altså blevet gravid mod alle odds. Kun en måned efter, at hun havde smidt P-pillerne.
I dag er parret de lykkelige forældre til sønnen Vagn på otte måneder.