Christiane Schaumburg-Müller danner par med Claus Elming
Som BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau forudsagde allerede i juni, bliver det Christiane Schaumburg-Müller, der overtager Vild med dans-værtsrollen efter Andrea Elisabeth Rudolph og således bliver Claus Elmings ny makker på skærmen.
- Christiane har bevist i Live fra Bremen, at hun kan lave live-TV. Hun har også gode erfaringer som vært fra Zulu Kvægræs, en stor og meget anderledes TV-produktion. Og så ser hun jo hamrende godt ud og vil være flot i alle kjolerne, udtalte Annemette Krakau dengang.
Hovedpersonen selv er da heller ikke i tvivl, og Christiane slog straks til, da TV 2 kom med tilbuddet.
- Jeg var ikke et øjeblik i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på Vild med dans, fortæller Christiane Schaumburg-Müller og fortsætter:
- Dans har været en vigtig del af mit liv og står mit hjerte meget nært. Det bliver en stor udfordring, og jeg glæder mig meget til at tage del i hele Vild med dans-festen, siger en veloplagt Christiane Schaumburg-Müller om sin forestående rolle som værtinde på showet.
BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau er da heller ikke i tvivl om, at Christiane Schaumburg-Müller er en gevinst for programmet.
- Jeg tror også, at Christiane er en, som både de yngre og ældre seere gerne vil se. Og hun vil samtidig matche Claus Elming flot, både som person og rent udseendemæssigt, lyder vurderingen fra Annemette Krakau.
Ifølge TV 2 går årets casting over stok og sten, og alt tyder på et usædvanligt stærkt hold af ti kendte danskere akkompagneret af topprofessionelle dansere. De vil alle være klar til at gå på gulvet til september.