Christiane Schaumburg-Müller lover en vildere Vild med dans

Sidste år debuterede hun som vært i Vild med dans - med stor succes. I år nøjes smukke Christiane Schaumburg-Müller ikke med værtsrollen.
- I år skal jeg både være vært og tilrettelægger, og det er vildt spændende. Som tilrettelægger får jeg et langt større indblik i programmet, og det kan jeg også bruge i min værtrolle, fortæller Christiane Schaumburg-Müller.
Som tilrettelægger ved hun også præcis, hvor langt man er i forberedelserne, som allerede er i fuld gang. Næsten alle de kendte deltagere er på plads, selvom premiere først er medio september.
Betyder det, at I har fået ja fra de kendte, der står øverst på TV2's ønskeliste?
- Jeg kan ikke afsløre nogle navne, men jeg vil godt love, at der er udsigt til et helt fantastisk drømmehold i år, afslører Christiane Schaumburg-Müller.
Den smukke vært kan også afsløre, at hun i år får sin egen personlige stylist.
- Det er Kim Grenå og allerede i august vil vi være klar med de 18 kreationer, jeg skal bruge til de 12 shows, fortæller Christiane, der også vil optræde med sit eget danseshow i løbet af programmet.
- Så jeg har også en opgave som koreograf, griner Christiane, der indrømmer, at hun har vildt travlt.
- Men jeg elsker det - og det bliver vildere end nogensinde!