3. jan. 2013
Af af Preben Petersen

Per Christiansen bliver vært på TV 2 Vejret

Per Christiansen
Per Christiansen
Foto: TV 2
TV 2 Vejret flytter til Odense i løbet af foråret, og Per Christiansen bliver en af de værter, som skal formidle vejrnyheder til danskerne.

TV 2's mangeårige nyhedsvært Per Christiansen vender tilbage som vært på TV 2 Vejret, når TV 2's vejrprogrammer i løbet af foråret 2013 flytter til Odense og skal udsendes fra et helt nyt HD-vejrstudie på Kvægtorvet.

Per Christiansen begyndte i sin tid på TV 2 som redaktionschef på netop TV 2 Vejret, der blev sendt fra Sprogø, og han var en væsentlig årsag til TV 2|VEJRETs store, folkelige succes. Siden kom den journalist-uddannede Per Christiansen til TV 2 Nyhederne, hvor han i de seneste 17 år har været nyhedsvært og redaktør.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med at fortælle om vejr igen. Jeg er meget fascineret af vejret, og indimellem er jeg nok lidt af en plage for mine omgivelser, for jeg vil helst ikke have, at noget kommer bag på mig, når det gælder vejret. Når jeg skal til et nyt feriemål, tjekker jeg vejret det pågældende sted gennem de seneste mange år for at være godt forberedt, siger Per Christiansen, der ikke lægger skjul på, at høj solskin er hans foretrukne vejrmelding.

Netop nu arbejder håndværkere på højtryk med at bygge et helt nyt, moderne vejrstudie i det kommende HD-nyhedsstudie på Kvægtorvet, og her flytter TV 2 Vejret ind.

Per Christiansen bliver en del af TV 2's kendte vejrteam med vært og redaktionschef Peter Tanev i spidsen - og der er planer om ansættelse af yderligere en vejrvært. Per Christiansen afløser Mikael Jarnvig, der forlader TV 2 pr. 1. februar for at blive vejrvært på DR.

Læs mere om: