Claus Elming i voldsomt cykelstyrt
- Jeg har været heldig, siger Claus Elming til BILLED-BLADET efter et voldsomt styrt på racercyklen på en tur sammen med gode venner.
Her rammer hans forhjul baghjulet på én af vennerne, og ”Vild med dans”-værten må en tur i asfalten.
- Min cykel kommer i ubalance, og jeg ryger sidelæns ud over den og lander på en kantsten. Jeg havde store smerter og havde svært ved at trække vejret, forklarer Claus Elming.
Mange alvorlige brud
Hans ene lunge var punkteret, skulderbladet og kravebenet var brækket ligesom syv ribben, hvoraf de to var brækket to steder.
TV 2-værten lå syv dage på Hillerød Sygehus og efterfølgende 15 dage på Rigshospitalet. Nu er Claus kommet hjem og går til genoptræning.
Klar til Vild med dans
- Det går super fint, og heldigvis fungerer mekanikken i skulderen. Så jeg kan sagtens holde mikrofonen og sige godaften og velkommen til ”Vild med dans”, når sæson nummer 14 begynder i efteråret, forsikrer Claus med et smil.
Læs interviewet med Claus Elming i BILLED-BLADET nr. 25, som er på gaden den 22. juni 2017.