Claus Elming på hospitalet efter vildt cykelstyrt
Claus Elming fik lørdag formiddag en slem forskrækkelse, da han med høj fart styrtede på cyklen og bankede hovedet ned i asfalten.
- Jeg knalder hovedet ned i jorden, og så kurer jeg 5-10 meter på hovedet hen ad asfalten. Der går så lang tid, at jeg når at tænke, hvor godt det er, at jeg har hjelm på, siger en noget chokeret Claus Elming til BT fra Gentofte Sygehus.
”Vild med dans”-værten priser sig lykkelig for at han havde husket cykelhjelmen.
- Du skulle se min hjelm. Der er nærmeste kørt 2-3 mm plastik af hjelmen. Forestil dig, at det havde været min hovedbund. Jeg var kommet rigtig, rigtig galt af sted, hvis jeg ikke havde haft den på. Cykelhjelmen reddede mit liv i dag, siger Claus Elming.
Claus Elming har svært ved at forklare, hvad der præcist skete, da det hele gik så stærkt.
- Jeg kom cyklende meget stærkt på vejen og ville op på en cykelsti. Jeg troede, at der var en blød asfaltopkørsel, men så var der lige et par centimeter brosten, som jeg ramte uheldigt, og så tog jeg et ordentligt crash, fortæller Claus Elming til BT.