25. okt. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Claus fra Landmand søger kærlighed blev forelsket: Nu fortæller Nicoline om den romantiske kyssescene

Claus og Nicoline
Claus og Nicoline
Foto: Anders Brohus/TV 2 og BLU/TV 2
Kemien mellem Nicoline og Claus er mere end almindeligt god i "Landmand søger kærlighed", og efter bare et par dage på gården dristede Nicoline sig til at give landmanden et kys. Nu fortæller hun om det romantiske øjeblik.

Spændingen stiger afsnit for afsnit i ”Landmand søger kærlighed”, og tirsdag aften var der tillige amoriner i luften hjemme hos Claus på Sydsjælland.

Den 33-årige landmand var, som man også tydeligt kunne se i programmet, blevet forelsket i en af sine bejlere.

Bypigen faldt for landmanden

Det var 28-årige Nicoline, som til daglig bor på Østerbro, der fik Claus’ hjerte til at banke ekstra hurtigt, og i programmet blev det også til flere kys mellem de to.

Efter bare et par dage sammen på gården opstod der et særligt øjeblik mellem netop Claus og Nicoline, da tv-holdet var gået hjem.

- Vi havde spillet kort i sofaen til langt ud på aftenen. Så skal vi i seng, og jeg børster tænder. Linea er gået udenfor for at hente noget, og Claus og jeg passerer hinanden på gangen, fortæller Nicoline om, hvad der skete op til hende og Claus’ første kys.

- Det er en følelse at, at man ikke vil væk fra hinanden, men samtidig har man ikke nogen grund til at blive. Vi skal noget, men vi ved ikke hvad. Jeg mener, vi går lidt tættere på hinanden, og jeg vifter med tandbørsten for at drille ham. Han kysser mig på kinden, og så kysser jeg ham, og han kysser tilbage. Vi ser, at Linea er på vej tilbage, og så trækker jeg ham ind i stuen og får givet ham et rigtigt kys, fortæller Nicoline om det romantiske øjeblik.

Men det var ikke uden bekymringer, at de to kyssede den aften, for Nicoline var samtidig meget bevidst om, at Linea stadig var på gården sammen med dem.

- Jeg havde det rigtig dårligt, for vi var jo også nået at blive tætte og nærmest veninder. Jeg havde rigtig svært ved at holde det hemmeligt for hende. Samtidig var der nogen, der prøvede at fortælle mig, at vi begge var med i programmet af en grund. På en måde føltes det som om, man forrådte en veninde. Det overraskede mig, at jeg ville have det dårligt med det, men jeg syntes, det var svært, forklarer Nicoline.

Nicoline og Claus kyssede videre, da Linea var taget hjem
Nicoline og Claus kyssede videre, da Linea var taget hjem
Foto: BLU/TV 2

Den efterfølgende dag brugte Claus sammen med begge kvinder og på at få mærket ordentligt efter i maven. Til sidst var han så sikker på sine følelser for Nicoline, at han sagde farvel til Linea. Hun var ikke overrasket over hans beslutning, for hun havde godt fornemmet den gode kemi mellem ham og Nicoline.

I næste uge kan man se, hvordan det går, når Claus og Nicoline skal på romantisk weekend.

Læs mere om: