
Da kameraerne slukkede efter "Vild med dans"-premieren blev hun for alvor i tvivl: Hvem står svagest?

Da TV 2 sidste fredag blændede op for premieren på dette års "Vild med dans", stod det hurtigt klart, at niveauet i denne sæson allerede er tårnhøjt.
Om der er tale om et cast af særligt talentfulde nydansere, eller der er blevet øvet ekstra meget i lyset af, at "Vild med dans" lukker og slukker efter denne sæson, vides ikke.
Én ting er dog sikker: At vurdere hvem der står til at ryge ud, er ikke nemt med den vilde start, der har været på programmet.
Det fortæller BILLED-BLADETs "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg.
- Der var et virkeligt højt niveau fra starten i fredags, men uanset hvad, er der jo nogen, der ligger i bunden af placeringen - Gustav Salinas, Pusle Helmuth og Skinz. Jeg tror, det er der, vi finder dem, der ryger i omdans, siger Lone Vandborg.
Adspurgt om, hvem der så ender med at måtte stille danseskoene på hylden for denne gang, fortæller Lone Vandborg, at hun er meget i tvivl.
- Men da jeg jo skal vælge, tror jeg, det bliver Pusle Helmuth og Damian Czarnecki mod Gustav Salinas og Karina Frimodt i omdans, for jeg tror, latindanse passer bedre til Skinz, der skal danse samba med Mille Funk. Det ligger godt til ham, så der er nogle dommerstemmer at hente der, forklarer hun.
Gustav Salinas skal danse tango og Pusle Helmuth begiver sig ud i en samba, ligesom Skinz.
- Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at vi får en samba-dance-off, men jeg tror, at når alt er talt sammen, så er det Gustav Salinas og Pusle Helmuth, der ender i en omdans, tilføjer Lone Vandborg.


