19. feb. 2023
Af Luise Marie Bekker

Dansegarderoben: Hun er virkelighedens Ulla-Berit

Ulla-Berit (Mille Lehfeldt) og Britta Michaelsen.
Ulla-Berit (Mille Lehfeldt) og Britta Michaelsen.
Foto: Tine Harden og privat.
Karakteren Ulla-Berit i "Dansegarderoben" er kraftigt inspireret af Britta Michaelsen.

Forestil dig at du tænder for dit tv og så ser dit eget liv udspille sig for øjnene af dig med over næsten 50 års forsinkelse.

Det oplever snart 76-årige Britta Michaelsen for tiden.

Hun arbejdede nemlig i Cirkusrevyen som dansepige i den sidste halvdel af ‘70'erne, og “Dansegarderobens” Ulla-Berit, der bliver spillet af Mille Lehfeldt, er kraftigt inspireret af Britta.

Sådan ser Britta Michaelsen ud i dag.
Sådan ser Britta Michaelsen ud i dag.
Foto: Lars H. Laursen

– Mange ting er rigtige, men meget er også fiktion. Og hendes væremåde er overkarikeret, ler Britta og fortæller videre:

– Serien rammer tiden meget godt. Men jeg kan ikke genkende, at Preben Kaas siger, som han gør i serien. Han kunne godt være skrap – især hvis han havde fået lidt for meget whisky, men aldrig over for dansepigerne.

Hyret af Otto Leisner til Den Gyldne Pil

Det hele begyndte med, at hendes far sendte et billede af hende ind til en konkurrence i Ekstra Bladet. Hun vandt ikke konkurrencen, men det ene førte til det andet, og pludselig var hun model i Paris.

Da Den Gyldne Pil med Otto Leisner som vært i 1972 søgte markøser, sendte programmet en forespørgsel af sted til modelbureauerne. Britta kom til samtale med sin søn, der kun var nogle måneder gammel, på armen.

– Vi kom ind til samtale, og så skulle vi svare på politiske ting, og Otto Leisner sagde, at jeg skulle finde ud af, hvor han havde været på ferie ved at stille ham spørgsmål. Jeg stillede spørgsmål og fandt frem til det. Jeg tænkte, at det job ville jeg aldrig få – jeg troppede op der med en baby på armen. Men allerede samme aften ringede de og sagde, at jeg havde fået jobbet, fortæller Britta og tilføjer, at Birgitte Frigast landede den anden plads som markøse.

De to kvinder skulle notere, hvor mange point deltagerne havde fået, når de havde skudt med den famøse pil.

Og Britta var et hit!

– Under programmet ville Otto ikke instruere mig, fordi han syntes, at jeg var sådan en sød, spontan pige. Så jeg var bare, som jeg var. Og det var fint nok. Jeg kunne måske nok have brugt lidt instruktion, men det fik jeg ikke – han var helt vild med, at jeg bare var sød og kunne gøre det på min måde.

Efter at have medvirket i Den Gyldne Pil blev Britta Michaelsen meget kendt, og hun sås ofte i ugeblade som BILLED-BLADET.

Dansede hos Britt Bendixen

Først efterfølgende kom Britta med som danser i Cirkusrevyen.

Hun gik til dans hos Britt Benixen og dannede på et tidspunkt desuden par med Britts bror, Bo Bendixen, som hun også fik en søn med.

Det var Britt og Britts mand, Gene Nettles, der hyrede Britta ind i balletten.

Hun var således aldrig med til sådan en audition, som man så i første afsnit af "Dansegarderoben".

I BILLED-BLADET kan du på torsdag læse et stort interview med Britta Michaelsen.

Læs mere om: