De sjældne danskere: Nu har Hjalte været på ferie
De livsglade, unge mennesker fra ”De sjældne danskere” fortsætter deres færd på livets vej, når sidste afsnit sendes tirsdag den 8. oktober på TV 2. For 12-årige Hjalte er det et liv, som nu også byder på ferier i udlandet.
Efter at have sovet med iltmaske på det meste af sit liv, kan han nu klare sig uden maske og den nattevagt, som har våget over ham.
Dermed kan Hjalte pakke kufferten og frit rejse på ferie med resten af familien - og det har han netop gjort. Sammen med sin mor og lillebror har han fornøjet sig på solbeskinnede Tenerife.
- Vi havde en skøn ferie. Hjalte har det godt. Han har nydt sin ferie og badet i lange baner, og vi besøgte en abe- og marsvinpark, fortæller Hjaltes mor til BILLED-BLADET.
Hjalte uden hjælpemidler
Efter mange år med indlæggelser og bekymringer glæder Heidi sig over, at Hjalte, der er født med en yderst sjælden dværgvækst, nu er fri for hjælpemidler.
- Det føles som en helt ny tilværelse, og vi er meget glade, siger hun.
Læs meget mere om Hjalte og de andre seje børn fra ”De sjældne danskere” i BILLED-BLADET nr. 41, der er på gaden på torsdag.