Derfor betyder Knæk Cancer så meget for danserne
Fredag aften udspillede der sig endnu engang et sandt danseeventyr, da ”Vild med dans” foldede sig ud på TV 2. Denne gang i en særudgave, hvor ingen par ryger ud på grund af Knæk Cancer-ugen.
Det er en aften, der betyder enormt meget for danserne, fortæller BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg.
- Der er så mange, der har eller har haft kræft tæt ind på livet, og derfor er det jo altid en følelsesfuld og rørende aften. Denne gang var ingen undtagelse, siger Lone Vandborg.
- Det er en unik chance for parrene at lave en dans, hvor følelserne virkelig kommer i spil, og det betyder meget for både nydansere og professionelle at få den personlige historie ind i dansen.
Flot historiefortælling
Mange af parrene lykkedes virkelig med at fortælle den historie, de ville have ud gennem dansen, mener Lone Vandborg.
- Jeg synes især, Merete og Thomas’ modern rørte mig meget. Jeg tror, det er den modern, jeg bedst har kunnet se historien i. De dansede den virkelig flot, lyder det fra BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert.
- Som Anne Laxholm flot sagde det: ”Jeg har faktisk ikke mere at sige”. Sådan havde jeg også, og jeg synes, den dans godt kunne have fortjent en bedre skæbne end en femteplads.
Parrene er blevet bedre
Én ting, der gjorde aftenen ekstra opløftende dansemæssigt, var, at alle parrene faktisk er blevet bedre til at danse, siger Lone Vandborg.
- Faktisk havde alle forbedret sig i dansen. Der er virkelig sket et ryk, og det er meget sjovt. Det var en god aften for dem alle.