Derfor er Amandas mand ny gæst på Badehotellet
I sæson otte af ”Badehotellet” er den nye og charmerende gæst Claus Villumsen tjekket ind på hotellet. Han spilles af 39-årige Andreas Jebro, som i virkeligheden er gift med Amanda alias Amalie Dollerup.
Det var dog ikke hendes idé, at hendes mand skulle have en rolle i serien, som hun selv har medvirket i siden 2013, men forfatterne og produceren.
- Andreas er en virkelig god skuespiller, og vi har set ham meget på teateret, så vi vidste, at han også havde et komisk talent. Vi synes, han er meget dygtig, fortæller seriens producer Michael Bille Frandsen til BILLED-BLADET
Ringede til Amalie
Michael Bille Frandsen forklarer, hvordan Andreas Jebro fik rollen som Claus, der udgiver sig for at være arkæolog i første afsnit.
- Jeg måtte ringe til Amalie først og spørge, om det var okay, at vi ringede til Andreas. Men det, syntes hun bare, var skideskægt, så det fik vi lov til. Vi ville jo ikke ansætte Andreas uden at have talt med Amalie om det, siger produceren og fortsætter:
- Derefter kom Andreas til casting, for vi vidste, at hans rolle skulle være stor og gennemgående, og at han skulle matche en anden karakter. Der var også andre til casting på rollen, men til sidst valgte vi Andreas.