Derfor jubler Morten Kjeldgaard
I årevis har Morten Kjeldgaard og hans mor, Inge-Lise, holdt jul og nytår i Thailand for at besøge Mortens bror Thomas og hans kone Salei.
Men det ser ud til snart at være slut, for brormand Thomas og fruen, der også er vokset op i Danmark, flytter hjem til Danmark for at bosætte sig i København.
Glæder sig helt vildt
- Jeg glæder mig helt vildt, og min mor er også rigtig glad, fortæller Morten Kjeldgaard til BILLED-BLADET.
- Det bliver første gang, min bror og jeg bor i samme by - siden vi flyttede fra Aalborg, hvor vi er vokset op.
Da Morten Kjeldgaard og bokseren Sarah Mahfoud i 2016 dansede i finalen i "Vild med dans", tog brormand den lange tur til Horsens og så Morten vinde showet.
Nu er Mortens kæreste, ejendomsmægleren Frederik Haun, sat på opgaven med at finde en bolig til Thomas og Salei.
- De vil gerne flytte allerede til marts/april og kommer næste weekend for at se på noget af det, Fredrik har fundet til dem.
Plads til mor
Mortens brors arbejde foregår online, så han kan passe sit job hvor som helst, og hans kone Salei arbejder for et dansk forsikringsselskab.
- Og så er det jo heldigt, at min kæreste er ejendomsmægler, men min mor får vi nok ikke flyttet ud af Aalborg, men jeg er sikker på, at den bolig, Frederik finder til min bror og Salei, også skal have et gæsteværelse til mor, ligesom jeg selv har.