3. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Det havde man ikke set komme: Sportslegende hjælper Kristian Bech i Som sunket i jorden

Kristian Bech 
Kristian Bech
Foto: Finn Hageman/TV 2
I de to nyeste afsnit af ”Som sunket i jorden” kaster Kristian Bech sig over mysteriet om Michelles forsvundne far. I sin jagt efter svar vender tv-værten hver en sten, og undervejs får han også hjælp fra ganske uventede kanter.

I de to nyeste afsnit af ”Som sunket i jorden”, der bliver sendt på TV 2, vender journalist og forhenværende politiassistent, Kristian Bech, hver en sten i sin søgen efter svar.

Han har nemlig sat sig for at hjælpe 22-årige Michelle Biermann med at få vished over, hvad der er hændt hendes far, Bernd Biermann, som forvandt i 2015.

Eftersøgningen tager straks Kristian Bech til Tyskland, hvor Bernd er fra, og her får han hjælp fra ganske uventede kanter. Jagten efter Bernd fører tv-værten til en sportshal i Flensburg, hvor en dansk håndboldlegende er ivrig efter at hjælpe.

Det viser sig nemlig, at Bernd Biermann er stor fan af håndboldklubben Flensburg Handewitt, og når man har meget lidt at gå efter, er intet spor for småt.

Kristian Bech beslutter derfor at aflægge den tyske mesterklub et visit, og her tager selveste Lars Christiansen varmt imod dem.

Lars Christiansen ved siden af sin buste, han fik, da han blev optaget i sportens Hall of Fame.
Lars Christiansen ved siden af sin buste, han fik, da han blev optaget i sportens Hall of Fame.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lars Christiansen er tidligere spiller på det danske herrelandshold, ligesom han i mange år selv spillede for den tyske klub. I dag hjælper han blandt andet trænerteamet, og derfor var han til stede i håndboldhallen, den dag Kristian Bech kom på besøg.

– Umiddelbart siger billederne mig ikke noget, men vi har en holdleder, der var buschauffør, da jeg startede. Det er Kaj. Han har altid været her, og han har en fornemmelse af, hvem der kunne være de rigtige at snakke med, siger Lars Christiansen i programmet.

Desværre genkender Kaj ikke Bernd, men sender Kristian Bech videre til Imke fra klubbens billetsalg.

Her ender sporet dog blindt, og endnu engang må holdet bag ”Som sunket i jorden” forsøge at finde andre veje at gå i jagten efter Michelles far.

Selv om Kristian Bech ikke, ved slutningen af første afsnit, kom meget nærmere et svar på mysteriet om Michelles far, så findes der endnu veje, han mangler at gå.

I hele to afsnit af ”Som sunket i jorden” forsøger Kristian Bech nemlig at få svar på, hvad der skete med Bernd Biermann. Anden del bliver sendt onsdag den 10. maj klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Læs mere om: