6. nov. 2021
Af Karina Didriksen

Det så du ikke på tv: Kæmpe gyser for Mascha og Thomas

Mascha og Thomas. 
Mascha og Thomas.
Foto: Dan Mariegaard
Influenceren Mascha Vang var i store smerter, inden hun skulle på dansegulvet med Thomas Evers Poulsen i ”Vild med dans”.

Det var nærmest et mirakel, at Mascha Vang kunne fremføre en wienervals med Thomas Evers Poulsen i program 9 af ”Vild med dans”.

Det, man ikke så på tv, var nemlig, at der havde udspillet sig en stor gyser i løbet af dagen og helt indtil, at parret skulle danse. Det skyldtes, at influenceren Mascha Vang var i store smerter.

- Mascha skrev til mig i morges ”Godmorgen, vi har et problem. Jeg har fået hold i nakken. Men det er heldigvis til den gode side”. Det vil sige, at hun ikke kunne dreje hovedet til højre, forklarede Thomas til BILLED-BLADET efter showet og fortsatte:

- Hun fik en akuttid hos en osteopat, og så har hun fået massage herude. Men det hjalp ikke noget. Så jeg var nødt til at lave koreografien om, så hun kunne holde hovedet ovre til venstre.

Gik med solbriller og ørepropper

Mascha Vang døjer ofte med migræne, og hun fik et slemt anfald inden generalprøven, så Thomas måtte danse alene.

- Hun lå inde i vores omklædningsrum med en spand i fire timer i et helt sort rum. Det er jo lys og lyd, som er det værste, men så prøvede vi lidt bagefter, og så gik Mascha med solbriller og ørepropper for at kunne holde ud at være herinde, fortalte Thomas og fortsatte:

- Hun prøvede først kjolen lige inden, vi gik på live, og hun har været megasej. Jeg var ikke i tvivl om, at hun ville komme på gulvet, jeg var bare i tvivl om, hvilken stand hun ville være i. Så jeg er virkelig glad for de flotte karakterer fra dommerne, og at vi fik en andenplads.

Parret overlevede heldigvis omdansen mod Michelle Kristensen og Mads Vad.

Læs mere om: