
Ditte Haue afslører: Endelig har ”lillebror” fået sit navn

For tre måneder siden blev tv-vært Ditte Haue mor for anden gang, da hun fødte en lille søn.
I lang tid har hun og familien kaldet sønnen for ”lillebror”, men nu har han endelig fået et navn.
Det afslører tv-værten på sin Instagram, hvor hun skriver, at det deres yngste søn fik sit navn i sidste uge på dagen, hvor Ditte Haues far fyldte 69, og der blev valgt en ny pave.
”Der kom hvid røg op fra Det Sixtinske kapel i den forgangne uge. Og det gjorde der faktisk også her i familien. For efter at have levet i over tre måneder som “lillebror” har vores yngste nu (endelig!) fået et navn. Og således kunne vi, på min fars 69-års fødselsdag, også fejre det faktum, at vi ikke længere risikerer dagbøder fra Kirkeministeriet. Hurra for vores lille Benjamin❤️”, jubler Haue i opslaget, hvor hun har delt et billede af sine to sønner.
Ditte Haues søn har altså fået navnet Benjamin.
Ditte Haue og manden Rasmus Moltke har i forvejen sønnen Jonatan, som kom til verden i 2022.
”News”-værten har tidligere åbnet op omkring den hårde graviditet, som betød, at hun måtte trække sig fra skærmen før tid.
Ditte Haue er nyhedsvært på TV 2 News, men hun har tidligere arbejdet som vært på programmet ”Sporløs” på DR.
