Divya Das: Jeg er vegetar
Med indiske forældre er nyhedsvært Divya Das vant til stærkt krydret mad, og sammen med Manu Sareen har hun for nogle år siden skrevet en kogebog med titlen "Vores indiske køkken".
Hjemme i hendes eget køkken er der også masser af krydderier - og intet kød.
Favoritten er bønnecurry
- Jeg er vegetar. Jeg er vokset op med et vegetarisk køkken - det er ret normalt at være vegetar i Sydindien, hvor mine forældre er fra, siger TV 2-værten til Politiken.
- Da min søster og jeg var børn, gjorde mine forældre meget ud af, at vi skulle prøve at smage kød, og vi fik alt muligt kødpålæg med i madpakken. Men ingen af os var specielt optaget af det. Min indiske favoritret er en familieret, en tør bønnecurry med grønne bønner og en masse revet kokos. Det lyder egentligt lidt kedeligt, men når den bliver lavet med chili og lidt sennepsfrø, smager den supergodt. Det er en rigtig sydindisk ret. Man bruger meget kokos i det sydindiske køkken, mens man i Nordindien bruger mere kød og fløde, fortæller hun til Politiken.