31. jan. 2011
Af af Lisbeth Grube

Dorthe Kollo: Jeg har fået venner for livet

Toppen af Poppen-holdet, fra venstre: Jokeren, Lars H.U.G., Dorthe Kollo, Anna David, Erann DD og Szhirley.
Foto: TV 2
Ti dage i Mexico med fem danske musikere har været en kæmpe oplevelse for sangerinden.

- Den mest utrolige oplevelse i mit liv, siger den 63-årige sangerinde om mødet med fem andre musikere, der senere bliver vist som en serie på TV 2. Nu har hun fået lyst og inspiration til at lave en ny cd.

- Det har været en fuldstændig fantastisk tur. Faktisk har det været den mest utrolige oplevelse i mine 55 år i showbiz.

63-årige Dorthe Kollo er stadig ramt af rejsefeber, efter hun netop er landet hjemme i Bremen oven på 10 dage for fuld musik i Mexico. Sammen med kollegerne Szhirley, Anna David, Jokeren, Lars H.U.G. og Erann DD medvirker hun i den kommende TV 2-serie "Toppen af poppen", hvor seks kunstnere mødes om deres fælles passion - musikken.

Øjnene åbnet for rap-poesi

- Jeg kendte ingen af de andre, og nu har jeg pludselig fået nogle venner for livet. Det er ikke et realityshow, men vi er sammen fra morgen til aften, så vi kommer helt ind til benet af hinanden og får lov at vise andre sider af os selv. Jeg er alderspræsidenten i programmet, men jeg havde det så sjovt med de unge mennesker, fortæller Kollo, der fik flyttet nogle grænser.

- Normalt er jeg slet ikke til rap - men det er jeg blevet efter mødet med Jokeren, for det, han laver, er poesi. Til gengæld fik jeg Jokeren, som er pulsende storryger, med ud at jogge tidligt om morgenen, så han flyttede sig også, ler den sporty dansktop-dronning.

Vild med Szhirley

Szhirley har fået en helt speciel plads i Kollos hjerte:

- Hun er min sjælesøster. Vi er begge spirituelle og tænker ens - ja, selv hendes hund ligner min. Vi har aftalt at mødes næste gang, jeg kommer til København, og jeg vil også meget gerne se de andre igen. Hele holdet var meget harmonisk, og jeg må indrømme, at det var svært at sige farvel. Tårerne løb ned ad mine kinder.
Ifølge Dorthe Kollo har det musikalske topmøde i solbeskinnede Costa Carayes været en stor inspiration.

- Jeg havde slet ikke tid til at sole mig i det vidunderlige vejr, for vi havde så travlt med musikken. Og nu hvor jeg er kommet hjem, vil jeg lave en ny cd, selv om jeg egentlig troede, jeg var pensioneret på det punkt. Jeg har virkelig fået lyst til at synge musik i nye stilarter, fortæller hun.

Programmet sendes første gang på TV 2 den 7. februar.

Læs mere om: