
Efter chok-exit: Nu reagerer Maria Fantino på udmeldingen

I sidste måned blev musikeren Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius præsenteret som en del af dommertrioen i den kommende sæson af ”X Factor”.
Men nu er planerne ændret, da hun onsdag har meddelt, at hun af personlige årsager har trukket sig fra programmet.
Det sker kort tid før, at optagelserne til den nye sæson bliver skudt i gang.
Og hos programmets vært, Maria Fantino, er der ingen tvivl om, at Oh Land vil blive savnet.
– Jeg kommer til at savne Nanna i denne sæson, hun er en stor del af ”X Factor”, understreger Maria Fantino i et skriftligt svar til BILLED-BLADET.

Det ville have været Oh Lands sjette sæson, men i stedet har sangeren Drew Sycamore overtaget hendes plads.
Maria Fantino fortæller, at hun ser meget frem til, at Drew Sycamore bliver en del af holdet.
– Jeg glæder mig meget til at byde Drew Sycamore hjerteligt velkommen og til at arbejde sammen med hende, lyder fra ”X Factor”-værten.
Maria Fantino overtog jobbet som vært på "X Factor" efter Sofie Linde i 2023. Året efter vendte Oh Land tilbage i dommerstolen efter to års pause.
