2. maj. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Efter et halvt år væk: Derfor er Thomas Buch-Andersen tilbage på skærmen

Thomas Buch-Andersen
Thomas Buch-Andersen
Foto: TV 2
Thomas Buch-Andersen har siden november lavet podcasten "Dato", men nu er han tilbage på TV 2 News.

Der sker store forandringer på TV 2 i disse tider, og snart skal man også vænne sig til at høre en ny stemme i TV 2’s aktualitetspodcast ”Dato”.

Den er hidtil blevet bestyret af Thomas Buch-Andersen, som skiftede til TV 2 News i 2020 efter en årrække på DR, men som i efteråret forlod skærmen til fordel for at blive vært på "Dato".

Han har rettere sagt været udlånt til at lave podcasten, men fra starten af maj er han tilbage som studievært på TV 2 News.

- Det har været en både journalistisk og kollegial fornøjelse at søsætte 'Dato'. Nu er sporene lagt med de første 100 episoder, og mange lyttere har allerede fundet en vane i form og stil. Men 'Dato' kan meget mere. Jeg glæder mig til at høre, hvor en ny vært og det samme verdensklassehold kan bringe TV 2s nyhedspodcast hen. Jeg ved, det bliver stort, siger Thomas Buch-Andersen i en pressemeddelelse.

Den nye ”Dato”-vært er ikke helt ukendt for tv-seerne, for det er Joachim Claushøj Bindslev, som afløser Thomas Buch-Andersen i spidsen for programmet.

Han har hidtil været vært formatet ”Kernen”, som i fremtiden ikke længere skal sendes ugentligt, og nu skifter han altså tv ud med podcast.

- Jeg er en kæmpe podcastjunkie, og derfor glæder jeg mig helt vildt til rollen som vært på 'Dato' og være med til at lave det, jeg elsker at lytte til. I en podcast er der god plads til fordybelse og perspektiv, og med 'Dato' når vi samtidig ud til en yngre målgruppe, som ellers kan være svær at komme i kontakt med, udtaler Joachim Claushøj Bindslev, som også har en fortid som undersøgende journalist og vært på TV 2 Business og programmerne 'Gravegruppen' og 'Operation X'.

Han kan høres i ”Dato” fra begyndelsen af maj.

Joachim Claushøj Bindslev
Joachim Claushøj Bindslev
Foto: TV 2

Læs mere om: