13. okt. 2023
Af Liz Rørsig

Ellen Nybo efter sit farvel til TV 2 Vejret: Sådan bliver mit nye arbejdsliv

Ellen Nybo.
Ellen Nybo.
Foto: Søren Lamberth
Ellen Nybo har taget et stort spring efter 11 år på TV 2 Vejret. Nu har hun andre planer.

Ellen Nybo er efter 11 år stoppet på TV 2 Vejret, og det har været et stort spring at tage.

– Det har været større for mig, end jeg havde troet, for det har været mange år af mit arbejdsliv, der nu er sluttet, fortæller Ellen Nybo til BILLED-BLADET.

– Jeg valgte at sige stop på grund af omstruktureringer på TV 2, som ville betyde, at mange af de ting, som jeg synes var rigtigt sjovt ved at lave vejret, ville blive taget væk, såsom at lave live-tv og tage ud med vejrbilen, forklarer Ellen Nybo.

– Jeg har grædt en del tårer over, at jeg skulle slippe jobbet, for det har i lang tid været en del af min identitet, men nu er jeg glad, og det føles rigtigt og godt, fortæller Ellen Nybo. Hendes nye arbejdsliv bliver en kombination af flere ting.

– Jeg kunne godt tænke mig at lave radio og udforske lydmediet, og jeg har nogle podcast-idéer til portrætinterviews, for den genre og samtalen mellem mennesker interesserer mig meget. Sideløbende læser jeg på andet år til psykoterapeut og skal i gang med at have klienter. Så mulighederne er åbne, lyder det fra Ellen Nybo.

Læs mere om: