5. mar. 2024
Af Majken Munk

En mail i Anders’ indbakke, fik ham til at bryde ud i grin: Kærlighed hvor kragerne vender-stjernen afslører hvorfor

Anders fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Anders fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
32-årige Anders er en af fyrene på jagt efter en kæreste i TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender”. En mail i hans indbakke fik smilet frem hos ham.

”Kærlighed hvor kragerne vender” er rykket til Fyn, hvor fire singlefyre står klar til at finde en kæreste.

32-årige Anders er én af dem.

Det var dog en noget pudsig måde, han blev en del af programmet på.

Som Anders også fortæller i programmet, driver han en virksomhed med sine forældre, hvor de sælger stoffer til beklædningsgenstande.

Og det var midt i en arbejdsdag, at tilbuddet om et tv-program pludselig dukkede op i Anders’ indbakke.

- Jeg arbejder i min forældres butik, hvor vi sælger stoffer til beklædning. På den mail, jeg passer til dagligt, fik jeg en besked om, at de havde hørt, der arbejdede en ung og frisk mand, der hedder Anders. I mailen spurgte en caster, om det kunne være noget for mig at være med i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, fortæller han til BILLED-BLADET.

Det var lidt svært at holde skjult for omgivelserne, for Anders reaktion på mailen, fik en kollega til at undre sig.

- Jeg begyndte at grine, da jeg så mailen, og min kollega spurgte ind til, hvad det var, jeg grinte af, fortæller han grinende.

Mailen overbeviste ham dog ikke helt.

- Jeg fik svaret, at jeg da var en frisk ung mand, men at jeg ikke lige var sikker på, det var noget for mig, fortæller han og uddyber:

- Men jeg var nysgerrig, så jeg spurgte lidt ind til det. Så syntes jeg, det lød spændende. Nu har jeg været single et par år, og det var en god mulighed for at prøve at finde kærligheden på en anden måde. Jeg stod til en fodboldfest med en masse kammerater, og de syntes, det var en god idé, at jeg skulle være med. Jeg skulle nok lige have et skub, fordi det var udenfor min comfortzone.

Anders har hele tiden involveret sine forældre og sine kolleger i sin deltagelse i programmet.

- Jeg fortalte det til mine forældre fra starten af. De har været med hele vejen, for jeg arbejder jo med begge mine forældre, og det var jo på min arbejdsmail, jeg blev spurgt. Så mine kolleger og mine forældre har vidst det hele tiden, fortæller han og forklarer, at særligt hans mor havde noget af en reaktion på det:

- Min mor sagde som det første: ”Det havde jeg ikke regnet med, at du ville sige ja til.”

Hvordan det går Anders på sin videre færd, kan ses, når TV 2 sender et nyt afsnit af ”Kærlighed hvor kragerne vender” tirsdag den 5. marts.

Læs mere om: