
En stor glæde for Lene Beier: Landmand søger kærlighed-stjerner besøger Edelweiss

Lene Beier var i hele 11 sæsoner værten, der stod med på sidelinjen, når landmænd skulle forsøge at finde deres store kærlighed i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”.
Hun var med helt fra starten, og derfor var det også lidt af en bombe, da hun i januar 2025 meddelte, at hun stoppede som vært på programmet.

Lene Beier forklarede dengang, at et program som ”Landmand søger kærlighed” kræver en del af hendes opmærksomhed, som hun ikke havde at give. Primært fordi hun og familien har travlt med at drive hotellet Edelweiss i Østrig.
Mange tv-seere har med sikkerhed også fulgte familiens strabadser med hotellet i programmet ”Beier på Alpehotellet”.
Men i 2026 bliver de to programmer på en måde forbundne.
Til årets Reality Awards dukkede godt 60 deltagere fra den nye og flere gamle sæsoner af ”Landmand søger kærlighed” op sammen.
De havde forinden været ude at spise sammen og var fulgtes til festen. Én af dem, der var med, var Bodil, som datede Lars S. i seneste udgave af programmet.
Hun har virkelig mærket fællesskabet blandt ”Landmand søger kærlighed”-stjernerne.
- Jeg var med til julefrokosten i november, og vi er jo en stor familie. Man bliver taget så godt imod. Det har været en kæmpe oplevelse at være med, fortalte Bodil til BILLED-BLADET.

Stjernerne fra TV 2-programmet har årligt en julefrokost, lige som de også tager på dyrskuer og holder høstfester sammen.
I år har de endda planlagt en udlandstur. En stor del af dem skal nemlig til Østrig for at besøge Lene Beier på Hotel Edelweiss.
- Vi har lavet en fælles tur til maj ned til Lene Beiers Hotel. Alle dem, der kan, skal ned og deltage. Vi glæder os. Sidst i maj skal vi alle sammen afsted. Alle dem, der har familier, tager dem med, så det er også børn og kærester, fortalte Michelle, der i 2023 datede landmanden Carsten til BILLED-BLADET.
Dennis, der var med i 2022-sæsonen, skal også med på turen, og han er overbevist om, at den tidligere vært på programmet ser frem til besøget.
- Jeg skal med derned i slutningen af maj. Jeg tror også, at Lene glæder sig til gensynet, fortalte Dennis, der var med i 2022-sæsonen.
Han satte også ord på, at det netop er fællesskabet, programmet har givet, der nærmest har betydet mest for ham frem for at finde kærligheden.
- For mig at se tager jeg ikke til Reality Awards for selve festen, men for det fællesskab vi har, når vi kan samles så mange. Vi har lige haft julefrokost faktisk ude ved mig. Det er bare megafedt. Mange af os har ikke fundet kærligheden. Det er ikke nogen hemmelighed. Men vi har fået en masse gode venner, og der er et pissegodt fællesskab. Det dyrker vi, fortalte Dennis.



