En uge før 1. december: Dårligt nyt til Tinka-Fans
Da den første julekalender med Tinka blev sendt på TV 2, var interessen enorm.
”Tinkas Juleeventyr” blev i gennemsnit set af 1.116.000 seere, mens opfølgeren ”Tinka og Kongespillet” også havde over en million seere i gennemsnit per afsnit.
Interessen for universet var også at mærke, da TV 2 solgte merchandise fra julekalenderen.
For dengang blev huerne, som nisserne i julekalenderen har på, revet ned fra hylderne – og Salling Group, der sælger dem, måtte hurtigt melde udsolgt.
Da TV 2 så kunne annoncere den tredje julekalender med Tinka ”Tinka og Sjælens Spejl”, der sendes i år, lovede Salling Group, at de indkøbte nok huer.
Men nu er der dårligt nyt for fans, der endnu ikke har anskaffet sig en hue. De må nemlig snart melde udsolgt af de 210.000 nissehuer, der er købt ind i år.
- Der kan være enkelte tilbage rundt omkring, men vi er snublende nær udsolgt. Når den sidste hue er solgt, er der ikke flere, fortæller Jacob Krogsgaard Nielsen, der er kommunikationschef i Salling Group, til TV 2.
For hver solgte nissehuer går 2 kroner af huens pris på 12 kroner til julemærkehjemmene.
Så hvis man skal nå at sidde klar med en Tinka-nissehue på den 1. december, hvor det første afsnit af ”Tinka og Sjælens Spejl” sendes på TV 2, skal den købes snarest.