Ena Spottag og Thomas Evers har fart på i træningslokalet
I program nummer otte af ”Vild med dans” lover Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen, at de giver den gas på alle tangenter. ”Team glad”-parret skal danse jive, og det har været en fest hele ugen.
- Det bliver noget helt andet en sidste uge med meget mere fart på. Vi har trænet tidligt om morgenen, klokken otte, og da der ikke har været alkohol involveret, har det krævet lidt ekstra at få løftet stemningen. Derfor har vi begyndt træningen med at danse fri dans for lige at komme i gang, og det har været godt. Derefter er vi så gået over til jiven til den rigtige musik, fortæller Thomas med et smil til BILLED-BLADET.
Kjole med masser af sten
- Der er mange trin i dansen, og det går hurtigt, så vi har begge været fuldstændig smadret. Det er noget andet end at danse rumba og slowfox, som man kan danse mange gange i træk. Efter en gang jive har man næsten skulle have kunstigt åndedræt, fortæller danseren med et glimt i øjet. Som altid har Thomas været involveret i Enas look til dansen. Denne gang er systuen dog kommet med et forslag og inspirationen har været noget af det tøj, som Ena har trænet i – krydret med et festfyrværkeri af sten.
- Der er bare masser sten, og der har været tilkaldt ekstra forstærkning til systuen. Det er en model med de fleste sten, at jeg har været involveret i, siger Thomas hemmelighedsfuldt.
Ena og Thomas har også trænet til holddansen med Søs Egelind og Mads Vad samt John ”Faxe” Jensen og Karina Frimodt.
- Det er super hyggeligt at være sammen med de andre på en anden måde, så den dans glæder vi os lige så meget til at vise seerne. Og her giver Ena den også gas, lover Thomas.