Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen: Sådan holder vi jul
Der løb jubel og klapsalver, da Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen lørdag trådte ud på gulvet under et julebal i Birkerød Idrætscenter, som blev holdt af danseskolen Swingtime.
LÆS MERE: Michèle Bellaiche: Sådan holder jeg jul
Vinderne af ”Vild med dans 2015” viste danseskolens børne- og ungdomshold, hvordan man danser en slowfox og en charleston, og så gav parret den ellers gas på dansegulvet med deres freestyle fra TV 2-programmet.
Der var julestemning i salen, og Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen hjalp børnene med at kalde på julemanden, som derefter kom ind og delte slikposer ud.
Ena Spottag holder jul hos mor
Både skuespilleren og den professionelle danser glæder sig til juleaften, som skal holdes i familiens skød.
LÆS MERE: Årets flotteste kjoler
- Jeg skal holde jul hjemme hos min mor her i Birkerød, og det bliver rigtig hyggeligt. Vi overvejer faktisk at spise kalkun i år, for det har vi ikke prøvet før, og jeg er selv med til at lave meget af maden, fortalte Ena Spottag til BILLED-BLADET.
Hendes dansepartner skal også være sammen med sin mor den 24. december.
- Vi skal kun være min mor og jeg hjemme hos mig. Det er faktisk første gang, vi skal være alene, for min søster holder med svigerfamilien. Vi laver selv maden, og det er både flæskesteg og and, sagde Thomas Evers Poulsen.