Er Otilia klar til at finde en partner? Det siger hun selv
Otilia startede som stuepige, så blev hun skolefrøken, og nu kan hun opleves som barnepige i ”Badehotellet”.
42-årige Merete Mærkedahl har spillet rollen siden 2013 og sætter ord på, hvordan hendes karakters liv ser ud i sommeren 1946.
- Otilia er landet lidt mere i sin lærergerningsrolle. Derfor har forfatterne valgt, at hun skulle være børnepasser, for hun er rigtig god til børn og til at undervise, forklarer Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Men hun står også et sted i sit liv, hvor hun skal finde ud af, om hun skal leve solo med sig selv, eller om hun skal have fundet en partner.
Den fornuftige og strikse Otilia har altid holdt følelseslivet på afstand og været den diametrale modsætning til stuepigen Edith.
- Hun har tidligere kommenteret på Ediths evige fokus på kærlighedsrelationer. At det ikke er det, der er det vigtige i livet. Jeg tror aldrig, at Otilia har oplevet den der forelskelse, og det har aldrig været hendes interesse at stifte en familie. Men nu er hun omkring min alder, siger Merete Mærkedahl og fortsætter:
- Hvis det er meningen, at hun skal stifte familie, så skal det snart til at være, for på den tid var det jo ret sent at finde en partner. Jeg fik også børn lidt sent, men jeg tror egentligt ikke, at Otilias største ønske er selv at få børn.
Det er tydeligt, at det er hotellets stamgæst hr. Aurland, som Otilia har fået øjnene op for i sæson 10, men om de ender sammen, må vi vente og se.