22. maj. 2015
Af Helle Skram de Fries

Familierejse inspirerede TV-kok Louisa Lorang til hot kogebog

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/bb-61634.jpg
Foto: lars H. Laursen
Louisa Lorang fra Køkkentjansen på TV2 Fri fik ideen til "Mit cowgirl køkken" på Texas-tur med mand og børn.

For nylig barslede TV-kokken, eller maddullen, som hun selv kalder sig, Louisa Lorang med en skøn kogebog med titlen "Mit cowgirl køkken".

Den gravide kok skal efter terminen barsle 5. juli med barn nummer tre, men nåede altså lige at få lavet sin nye kogebog først.

Bogen fik Louisa Lorang inspiration til, da hun sidste sommer rejste Texas rundt sammen med sin familie, manden Benjamin Miehe Ekerot og parrets to børn, Ester på otte og Isak på fem.

- Jeg elsker Texas, hvor jeg boede en periode, da jeg var ganske ung. Jeg er stadig vild med duften af cedertræ og lyden af cikader, de hjælpsomme mennesker og, ikke mindst, maden, der er kendetegnet med BBQ, grøn hippiemad, tung sydstatsmad og - selvfølgelig - TexMex, fortæller Louisa Lorang til BILLED-BLADET.

Louisa Lorang-drøm i opfyldelse

I mere end 10 år har hun drømt om at skrue en Texas-kogebog sammen og på sin familierejse samlede hun alle de bedste opskrifter sammen. Mindst seks måltider om dagen blev det til.

- Man kan aldrig tage et helt køkken med hjem, men opskrifterne i bogen, er min version af det bedste fra Texas, lyder det fra tv-kokken.

Benjamin, som Louisa har været sammen med i over 16 år, har, sammen med datteren Ester og sønnen Isak, været med til at smage på de hotte retter, så der er også opskrifter i bogen, hvor knap så hærdede børneganer kan være med.

Bogen er udgivet af Lindhardt og Ringhof og er på gaden. Nu glæder familien sig til den nye baby kommer til verden.

Læs mere om: