Festlig Vild med dans-aften knækker cancer
I anledning af TV 2s ”Knæk Cancer”-ugen havde aftenens ”Vild med dans”-program foruden dansen fokus på indsamlingen til Kræftens Bekæmpelse.
I et call-center sad gamle ”Vild med dans”-kendinge som Vickie Berlin, Casper Elgaard, Anna David, Joakim Ingversen og Patrick Nielsen.
Programmets tidligere vært Andrea Elisabeth Rudolph styrede begivenhederne og kunne stolt fortælle beløbet, som var samlet ind i løbet af aftenen, nemlig 35,6 millioner kroner. Dermed var sidste års sum på 22 millioner kroner slået.
I aftenens udgave af ”Vild med dans” kunne de seks par, der er tilbage i konkurrencen folde sig ud på dansegulvet uden at frygte den såkaldte ”dødsbanan”. Grundet den pludselige exit fra Claes Bang for et stykke tid siden udgik nemlig ingen par i det syvende program, hvor Søs Fenger og Mads Langer optrådte live.
De fire dommere stod hver for et show, som seerne kunne stemme på – og her vandt Jens Werner. Han havde fået den canadisk-fødte artist Valérie Inertie, som medvirkede med nummeret "Flying Away" fra H. C. Andersen- forestillingen i Tivoli, på gulvet.
Aftenens karakterer fra dommerne og seernes sms-stemmer tager de resterende par i ”Vild med dans” nu med sig til næste uges show.
For første gang i "Vild med dans-historien kunne seerne her til aften se, hvordan parrenes placering er, når dommerkarakterer og seernes sms-stemmer blev lagt sammen.
Og billedet ser sådan ud:
1. Mads Laudrup og Claudia Rex
2. Mie Skov og Mads Vad
3. Mette Blomsterberg og Michael Olesen
4. Allan Simonsen og Sofie Kruuse
5. Uffe Holm og Karina Frimodt
6. Mathilde Norholt og Thomas Evers Poulsen