
Fik besked om kræftsygdom under Landmand søger kærlighed: Sådan går det Winnie nu

Winnie Topp har gjort comeback I “Landmand søger kærlighed”, hvor hun er med på gruppedate med landmanden Lars S.
Det var tilbage i begyndelsen af juni, at speeddates og gruppedaten blev optaget. I samme periode var Winnie Topp blevet scannet, fordi hun mistænkte, at der var noget i vejen.

Da det blev tid for deltagerne at skulle flytte ind hos Lars S, fik hun den alvorlige besked.
- Det var faktisk lige efter speeddate og gruppedate, at jeg blev scannet. Jeg får svaret omkring indflytningen. Jeg skal lade være med at deltage i det program ”Landmand søger Kærlighed”, fordi sidste gang fik jeg også at vide, at jeg havde cancer lige efter. Slut med det, fortæller Winnie med et sarkastisk grin til BILLED-BLADET.
Winnie fik kort tid efter, hun var med i ”Landmand søger kærlighed” i 2023 at vide, at hun havde en sjælden kræftsygdom, da der blev fundet en tumor i brysthulen. I januar kunne hun fortælle, at hun var kræftfri.
Desværre var beskeden denne juni langt fra lige så positiv.
- Det viser sig, at den tumor, som jeg ellers fik fjernet, har spredt sig. Den var i stadie tre, så der var en chance for, at den kunne have nået at brede sig. Det har spredt sig til min lungehinde som metastaser, så dér gror de nu, og det skal de ikke, men det gør de, fortæller hun og uddyber:
- Så lige nu går jeg på afdelingen for sjældne cancersygdomme på Rigshospitalet. Selv om tumoren er væk, arbejder man jo ud fra modertumoren, som er den, der spredt sig. Lige nu lægerne med et kemoforløb ved at undersøge, hvordan cellerne reagerer. Når man har taget tre gange kemo, tager man beslutning ud fra de billeder, der er på skanningen.
Winnie Topp har snart fået sine tre omgange kemo. Den er forsinket, da Winnie Topp lod sin krop stresse. Sidst i september skal hun scannes igen, og herefter skal der tages en beslutning om, hvad der så skal ske. Det kommer an på, hvordan metastaserne reagerer på kemoen.

Derfor befinder hun sig for tiden midt i en uvished.
- Jeg ved overhovedet ikke, hvordan det her ender. Jeg ved, der er forskellige muligheder. Der er ikke noget at gøre andet end at acceptere, at det er sådan, det er, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg siger lidt, det er pest eller kolera, for der er ikke noget af det, der er godt. Selvfølgelig kunne det være godt, hvis man kan blive helt rask ved at få det fjernet. Eller så lærer man at leve med den cancer og får kemo tre gange om året, hvis man kan holde det i ave. For den operation for at fjernet lungehinden er ret stor. Den læge, der laver de operationer i Danmark, sammenligner det med at skrælle en appelsin. Du skal have det orange og hvide af appelsinen, og der kan ske mange forskellige skader, når man gør det, fortæller hun.
Når Winnie Topp har været gennem sine tre omgange kemo, skal hun høre nærmere om, hvad der så venter.
- Scanningen den 17. september er udskudt, men når den foretages, ser man, hvordan det ser ud i forhold til scanningen i juni, og så tager man så en beslutning efter min fødselsdag, som er 24. september, hvor de fortæller mig, at det er det her, vi gør. Det kan også være, de spørger mig, hvis der er to muligheder: Vil du det her eller det her?, fortæller hun.

Winnie er en person, der absolut har de positive briller på, selv om det til tider kan være svært at se det lyse midt i mørket.
Lige nu er hun glad for, at hun i en periode nåede at træne og gøre en masse godt for sin krop med det, som den er igennem.
- Heldigvis nåede jeg lige at komme godt i balance og få styr på min krop og at løbe, inden canceren kom tilbage. Det var rart, jeg nåede det, for så kunne jeg se, det kunne lade sig gøre. Men jeg vil også sige, at jeg er pænt træt af at jeg nu skal en tur igennem igen, og at jeg så skal i gang med at bygge op igen. Jeg synes, det er hårdt arbejde, fortæller hun.
