20. okt. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Før Vild med dans: Bookmakerne er så godt som sikre på udfaldet

Fredag aften skal det fjerde par forlade "Vild med dans".
Fredag aften skal det fjerde par forlade "Vild med dans".
Foto: Martin Høien
Bookmakerne hos Danske Spil er sikre på, hvem der ryger i omdans fredag aften - til gengæld er det meget usikkert, hvilket af de to par, der må forlade "Vild med dans" lige før jubilæumsshowet.

”Vild med dans” fredag aften bliver ekstra spændende, for de seks par, der kommer videre, er sikret hele to uger mere i konkurrencen.

Der er nemlig ikke nogen, der ryger ud i det store jubilæumsprogram, som sendes på fredag.

Derfor vil alle gøre deres bedste, men ifølge bookmakerne hos Danske Spil er der særligt to par, som skal stramme sig an, hvis de vil gøre sig håb om at gå videre.

- Vi har nu to par i programmet, der har overlevet at være i omdans i denne sæson: Katinka og Mads samt Sebastian og Asta. Nu skal man jo passe på med at lyde skråsikker, når det gælder Vild med dans, men det er meget, meget nærliggende at tro, at lige netop de to par havner i omdans igen i denne uge. Hvem der så overlever, og hvem der må sige farvel, det er straks lidt sværere at sige, indrømmer Mathias Reimer Larsen, der er Vild med dans-ekspert og oddssætter hos Danske Spil, i en pressemeddelelse.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-20/20231013-wen-vmd-614.jpg
Sebastian og Asta var meget overraskede over at gå direkte videre i sidste uge.
Foto: Kaspar Wenstrup

Oddsene hos Danske Spil afslører da også, at det står helt lige mellem Sebastian og Asta samt Katinka og Mads, for i begge tilfælde får man sine penge 2,5 gange igen, hvis de ryger ud af ”Vild med dans” fredag aften.

Sebastian og Asta stod i deres første og hidtil eneste omdans efter den allerførste afgørelse den 29. september, mens Katinka og Mads var i omdans i det seneste program.

Hidtil har der vist sig et mønster af, at Sebastian og Asta er populære hos seerne, men at de til gengæld kæmper lidt mere med at imponere dommerne, mens Katinka og Mads til gengæld har fået gode karakterer, men de kæmper tilsyneladende med at få seerne over på deres hold.

Alt kan dog ske i ”Vild med dans”, og det erkender Danske Spils ”Vild med dans”-ekspert da også. Det så vi sidste fredag, hvor en af favoritterne, Fredrik Trudslev og Jenna Bagge, pludselig fik en bundplacering af dommerne.

- Det var den store historie sidste fredag, at Fredrik Trudslev fik laveste dommerkarakterer for sin standarddans på aftenen. Han var ellers klart blevet vores næststørste favorit, men jeg skal da love for, at dommerne ikke var helt enige med os der. Trods de lave karakterer, så tror vi dog stadig på ham, og han er stadig en af vores favoritter til en finaleplads, siger Mathias Reimer Larsen.

- Menmenmen, Özlem imponerede os også i fredags, da hun fik lige så mange point som Mette Sommer, så jeg bliver nødt til at gentage, at alting kan ske, og at intet er afgjort før det sidste trin er danset. Det er det, der gør det ekstremt svært at lave odds på det og samtidig enormt sjovt og uforudsigeligt, siger Mathias Reimer Larsen.

Herunder kan man på baggrund af ugens odds se, hvor store chancer Danske Spil vurderer, at de tilbageværende syv par har for at ryge af "Vild med dans" fredag aften:

Sebastian og Asta: 2,50

Katinka og Mads: 2,50

Özlem og Thomas: 5,00

Kasper og Karina: 12,00

Søren og Mie: 20,00

Fredrik og Jenna: 20,00

Mette og Morten: 50,00

Læs mere om: