29. jun. 2017
Af af Ken Richter og Niels Burgos

Gensyn med Gutterne på kutterne: Sådan startede det hele

Jesper og Bo med deres far, Niels
Jesper og Bo med deres far, Niels
Foto: Flemming Jeppesen
Vær med helt fra starten, når TV 2 blænder op for et herligt gensyn med Gutterne på kutterne
Siden 2015 er vi stået til søs med de herlige gutter fra Thorupstrand. Mange fisk er gået i garnet siden - og torsdag aften kan vi glæde os over gensynet med "Gutterne fra kutterne", når TV 2 sender det allerførste afsnit af dokumentar-serien. Umiddelbart lå det ikke i kortene, at brødrene Jesper og Bo skulle gå i deres fars fodspor og blive kystfiskere. De to knægte skulle tage sig en uddannelse, så de havde noget at falde tilbage på, hvis de alligevel senere i livet blev fanget af fiskeriet. Et liv på havet var heller ikke det, der lokkede mest for Jesper.

Jesper blev søsyg

– For 16 år siden var jeg ikke specielt søstærk. Jeg blev alt for tit søsyg, og derfor kom jeg i lære som tømrer. Jeg havde det fint med at arbejde ude, men jeg kunne ikke affinde mig med at sidde inde og tegne, når jeg var på skole, og derfor stoppede jeg. Min far ville ikke se på, at jeg bare daskede rundt, så derfor kom jeg med på havet næste dag, og jeg har været der siden, fortæller Jesper, der også fik styr på søsygen. Lidt den samme historie gentager sig for lillebror Bo. Han manglede dog kun fem måneder i at være udlært tømrer, så gik firmaet konkurs, og næste dag var Bo om bord på HM 90, der blev søsat for 37 år siden og sejler under navnet E. & M. Olsen, hvor initialerne står for navnene på bedsteforældrene Elly og Marinus.

Vi keder os aldrig

– Jeg kan li’ miljøet og fællesskabet. Når vi ikke kan fiske, kan jeg lave noget andet sammen med min bror og mine fætre, så vi keder os aldrig. Det er bestemt min plan at blive her, for jeg vil gerne være med til at holde liv i byen og fiskeriet. Heldigvis kommer der flere og flere turister, og det er også derfor, vi har sagt ja til at være med i TV, forklarerde Jesper Olsen ærligt i forbindelse med, at de første programmer løb over skærmen i 2015. Allerede dengang havde han sammen med sin lillebror Bo og sin storesøster Lisbeth købt en nedlagt fiskefabrik, hvor de var ved at indrette et røgeri.

Læs mere om: