Glæd dig! Så højt er niveauet i X Factor
På årets første dag i 2021 vender "X Factor" tilbage.
I denne omgang består dommertrioen af Thomas Blachman, Oh Land og den nye dommer Martin Jensen.
De kan alle blive enige om, at niveauet hos talenterne i den nye sæson er skyhøjt.
Højt gennemsnit
Hundredevis af nye talenter har forsøgt sig med at imponere dommertrioen "X Factor" 2021.
- Der har aldrig været så højt et gennemsnitsniveau. Der er har aldrig været så mange gode, som rent faktisk kan noget, siger Thomas Blachman til BILLED-BLADET.
Imponeret dommer
Den nye mand ved dommerbordet Martin Jensen, der er trods det danskklingende navn er en verdenskendt dj, er fuldstændig enig med sin mere erfarne dommerkollega.
- Jeg synes faktisk, niveauet er ganske højt. Det er ganske fornuftigt. Der er selvfølgelig og så dem, man plejer at se på tv, hvor man tænker: 'Hvad skete der der?' Men jeg synes faktisk ikke, at der var så mange af dem i år. Nu har jeg jo så heller ikke været med de forgangne år, men jeg synes, at det var et rigtig pænt niveau, siger Martin Jensen til BILLED-BLADET.
Optaget under corona
Oh Land stemmer i og peger på, at det muligvis er omstændighederne vedrørende pandemien, der har gjort, at det kun er talenter, der virkelig ville det, der er stillet op i år.
- Det har været et corona-præget år, men jeg synes, at det har været fantastisk at se, at de, der har trodset coronaen og turde at stille sig op og synge for os, har været virkelig gode. Måske man også har fået sorteret nogle af de virkelige dårlige fra, siger Oh Land til BILLED-BLADET.
"X Factor" vender tilbage den 1. januar 2021, hvor det er muligt at følge det første program med auditions.