Gutterne på kutterne trækker TV-seere
"Gutterne på kutterne" er historien om en håndfuld seje kystfiskere fra Thorup Strand ved Jammerbugten.
TV 2 viser for tiden tredje sæson om livet i det lille fiskerleje, og seerne elsker åbenbart at følge hverdagen ude i det virkelige liv.
I hvert fald rammer det ugentlige seertal lige omkring en halv million, og "Gutterne på kutterne" er derfor blandt de 10 mest sete programmer på TV 2.
Fiskerne mærker også den store interesse i deres daglige arbejde, når de vender hjem til Thorup Strand med dagens fangst.
Især om sommeren står turisterne tæt for med egne øjne at se, hvordan de små fiskekuttere bliver trukket i land.
Det er dog ikke helt ufarligt, for er uheldet ude, kan den kraftige stålwire springe.
- Turisterne glemmer lidt, det er et erhverv, så vi må råbe efter dem konstant. Folk må være lidt voksne selv, advarer fisker Jonny Olsen i tirsdagens afsnit af "Gutterne på kutterne".