28. jun. 2023
Af Catja Klarskov

Han blev dømt for systematisk mishandling af sine adoptivbørn: Her er Ole Brems fra Mareridtet på Sneppevej i dag

Ole og Lise Brems sammen med deres i alt ti pleje- og adoptivbørn. 
Ole og Lise Brems sammen med deres i alt ti pleje- og adoptivbørn.
Foto: TV 2
Iben fortæller i dokumentaren ”Mareridtet på Sneppevej” om den systematiske mishandling, som Brems-parret i 1975 blev dømt for at udsætte sine adoptivbørn for. Her er Ole Brems i dag.

Iben var adoptivbarn hos Brems-parret, der i 1975 blev dømt i en af Danmarkshistoriens groveste sager om børnemishandling. I TV 2-dokumentaren ”Mareridtet på Sneppevej” løfter hun nu sløret for de grusomheder, parret udsatte deres ti pleje- og adoptivbørn for.

Sagen ligger flere årtier tilbage i historien, men Ole Brems lever – til Ibens store overraskelse – fortsat. Det kunne journalist Amalie Kønigsfeldt afsløre i dokumentaren.

Lise Brems blev idømt fire års fængsel, men døde den 12. juli 1976, blot halvandet år efter dommen faldt.

Ole Brems, der var overlæge, slap billigt og fik kun 2 år for sin medvirken til den mishandling, der foregik i rædselshuset. Ole Brems blev desuden frakendt retten til at virke som læge i tre år.

Efter sin løsladelsen skiftede Ole Brems navn, ligesom han blev gift igen. I følge oplysninger i dokumentaren er han i dag 91 år gammel, bor på Sjælland og arbejdede, indtil sin pension, som privatpraktiserende læge.

Ole Brems gjorde det, overfor journalisten Amalie Kønigsfeldt, meget klart, at han ikke ønskede sin nye identitet afsløret.

I stedet havde han et andet overraskende ønske. Han ville gerne i kontakt med Iben, der ikke har haft kontakt med sin tidligere adoptivfar, siden der faldt dom i sagen for 48 år siden.

Iben fra "Mareridtet på Sneppevej" 
Iben fra "Mareridtet på Sneppevej"
Foto: Peter Laursen/TV 2

Iben har tilgivet sine adoptivforældre for de rædsler, de udsatte hende og familiens øvrige medlemmer for, og derfor valgte hun at sende ham et rørende brev.

Du kan se ”Mareridtet på Sneppevej” på TV 2 Play.

Læs mere om: