Har du lagt mærke til detaljen: Sebastian Bull danser med en vildt dyr ørering
Sebastian Bull er en af de modige ny-danser, der i denne sæson har kastet sig ud i den store ”Vild med dans”-rejse.
Fredag 6. oktober endte han samme med Asta Björk på en sidsteplads efter parrets rumba.
Til gengæld blev de – til deres egen store overraskelse – råbt op som de første navne på par, der var direkte videre uden omdans.
En særlig detalje
Måske lagde du mærke til en særlig detalje ved Sebastian Bulls outfit.
Nemlig den ørering han havde på. Det er hans egen, og den er ganske særlig.
Til magasinet Euroman’s nyhedsbrev ”Morgenpost”, der udkommer hver fredag morgen, fortæller den unge skuespiller, at han for nogle måneder siden købte øreringen til sig selv.
”Den er af hvidguld og har otte diamanter i sig. Den kostede omkring 20.000 kroner”, oplyser Sebastian Bull i nyhedsbrevet.
Her fortæller han desuden, at han har øreringen på hver dag, og at han også danser med den.
Forkælede sig selv
”Vild med dans”-deltageren forklarer, at da der var lidt rum i økonomien, valgte han at forkæle sig selv med øreringen, der så kan gå videre til hans fremtidige børn.
Og hvem ved – måske bringer den ham lykke fredag 13. oktober, når han igen skal på gulvet med Asta Björk og kæmpe for at fortsætte sin ”Vild med dans”-rejse.