Har du også undret dig? Derfor har Blachman altid tonede briller på
Én ting vækker til stadighed undren hos "X Factor"-seerne: Thomas Blachmans briller!
Er det solbriller, er det ikke – hvad er der med dem?
Blachman blev "X Factor"-dommer i 2008, og siden han begyndte at tage brillerne på til liveshows, har de dannet grobund for megen mystik.
Men man kan jo bare spørge manden selv:
- Det ligner en solbrille, men det er en brille. Jeg kan ikke se en skid, hvis ikke jeg tager dem på, har han tidligere fortalt til TV 2.
Skal se deltagernes mimik
Han forklarede videre:
- Når sangerne synger, bliver jeg nødt til at tage dem på for at se deres mimik. Det er med årene blevet nødvendigt. Det kan være, at jeg kommer i kørestol om 10 sæsoner, who knows?
Blachman understregede dog, at hans syn ikke er så dårligt, at han er tvunget til at gå med brillerne konsekvent.
Han kan eksempelvis godt køre bil uden.
Til SE og HØR er han dog kommet med en lidt anden forklaring, nemlig at han bærer de tonede briller, fordi han er træt af at have øjenkontakt med så mange fremmede mennesker.