12. apr. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Heino Hansen efter første afsnit af Forræder: Jeg tog beslutningen

Heino Hansen
Heino Hansen
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Heino Hansen fortæller nu, at han trumfede det første mord igennem i sæson to af "Forræder".

”Forræder” er tilbage på TV 2, og allerede efter første afsnit har vi sagt farvel til de to første deltagere – den første blev myrdet af forræderne, mens den anden blev stemt hjem ved det runde bord.

Det hele begyndte med, at sæsonens første tre forrædere skulle findes, og det var Heino Hansen, Anton Hjejle og Simi Jan, der fik et prik på skulderen af vært Lise Rønne.

Derfor var det også dem, der skulle tage beslutning om, hvem der som den første skulle forlade slottet ved Faaborg. Valget faldt på Ophelia Pitzner, og Heino Hansen fortæller nu, at det var ham, der fik trumfet det første mord igennem.

- Ja, det var det. Der var flere årsager. Den ene var, at hun sad lige ved siden af mig, da Lise Rønne prikkede mig på skulderen, og der var et eller andet i min hjerne, der sagde, man kunne høre det svagt, da der blev rørt ved min trøje. Hun sagde om aftenen, at hun havde en meget klar ide om, hvem den ene forræder var. Gad vide, om hun kunne mærke det på mig? Det var lidt ærgerligt, at det blev hende, for da vi ankom, var hun en af dem, som jeg tænkte, det ville blive spændende at have i spillet. Men når man først fik den kutte på, kunne det være spændende, at Ophelia ikke var der... Men det havde været godt tv at beholde hende, siger Heino Hansen, der dog på ingen måde fortryder valget af Ophelia.

Forræder sæson to sendt i 2024 på TV 2.
Ophelia Pitzner.
Foto: Blu/TV 2

- Nej, for helvede. Jeg havde det så meget bedre, da jeg fik lov at skrive navnet i den kuvert, griner han.

Det med at myrde de øvrige deltagere var i øvrigt ikke noget, han havde det svært ved.

- Jeg havde det perfekt. Det er det, der er bonussen ved at have den her rolle, hvor du skal rende rundt og lyve over for voksne mennesker, du respekterer: Der er den gulerod, at man har noget magt, og det har jeg ikke til daglig, forklarer komikeren.

Sandheden er også, at Heino Hansen måske i virkeligheden ville have været en ganske dårlig loyal. Inden det blev afsløret, hvem de to andre forrædere var, havde han i hvert fald over hovedet ingen ide om, at hans medsammensvorne var Simi Jan og Anton Hjejle.

- Overhovedet ikke. Det var ret spændende at skulle op i tårnet. Jeg havde ikke mistænkt nogen af de to. Så måske havde jeg været en dårlig loyal. Jeg troede, Birgit Aaby var den ene forræder, afslører Heino Hansen.

Læs mere om: