1. nov. 2014
Af af Helle Skram de Fries

Helge Vammen og Sofie Kruuse fortsætter med at danse

Helge og Sofie røg ud - men de var fattede og vil gerne fortsætte deres gode venskab
Helge og Sofie røg ud - men de var fattede og vil gerne fortsætte deres gode venskab
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Selvom parret fra Aarhus røg ud af Vild med dans, er det ikke slut med dansetrinnene

Skuffelsen var tydelig hos både nydanseren Helge Vammen og hans professionelle partner, Sofie Kruuse, da parret fredag aften blev sendt ud af ”Vild med dans”.

Begge ville rigtig gerne have fortsat, men formåede at glæde sig over at være nået gennem otte ud af 12 programmer.

- Det er jo over halvvejs, og det er jeg både glad for og stolt over, fortalte gymnasten Helge Vammen til BILLED-BLADET, da kameraerne slukkede.

- Tangoen i aften var min hidtil bedste dans, og jeg er blevet glad for at danse, så jeg håber, Sofie vil fortsætte med at danse med mig, lød det fra Helge Vammen, der tilføjede:

- Det vil jeg i hvert fald rigtig gerne, og jeg er rigtig glad for at have lært Sofie at kende.

Sofie Kruuse nikkede samtykkende, inden hun tog ordet:

- Det bedste, der er sket, er, at Helge og jeg har fået et fantastisk venskab. Det har været en fin proces, og Helge har virkelig løftet sig dansemæssigt. Og jeg synes, han gjorde det godt i aften. Dommerne roste os jo også og syntes, at Helge var blevet bedre. Men det afspejlede sig så ikke i deres karakterer.

Anne Laxholm roste Helge Vammen for et bedre fodarbejde, og syntes, det gik den rigtige vej.

Nikolaj Hübbe syntes, Helge havde en flot connection til fru Kruuse, og at han havde udviklet en musikalitet.

Alligevel fik parret en samlet karakter på 12 – nøjagtig som sidste fredag.

- Men det er okay – jeg har nydt det meget, og nu får jeg så mere tid til gymnastikken, lød det fra en, trods skuffelsen, afklaret Helge Vammen.

- Og vi kommer jo tilbage i finalen i Horsens og danser show sammen med alle de andre, pointerede Sofie Kruuse.

Læs mere om: